Åbningskoncert
Åbningskoncert på Dølle
Markedspladsen er stadig dækket af sne, men det bekymrer markedsbestyrelsen sig ikke om i disse dage, hvor der arbejdes på højtryk med forberedelserne til årets marked. Selve markedspladsen indrettes, der arbejdes med nye tiltag i form af spændende forretninger og forhandles med masser af kunstnere, som skal stå for underholdningen i de fire markedsdage.
Det bliver et marked for hele familien og rigtig mange kræmmere og udstillere har allerede nu meldt deres ankomst. Fra Tivoliland lyder også stor forventning til markedet og hele forlystelsesparken er klar til at glæde store som små.
Der er altid stor forventning til hvem der rent musikalsk skal åbne markedet og det er i år et af tidens største pop-navne JOEY MOE, vi kan glæde os til i det store markedstelt torsdag aften kl. 21. Han trækker tusindvis af fans landet over og med kæmpehits som ʺSmukkest På En Søndagʺ, ʺMillionʺ og ʺDu' En Énerʺ har Joey Moe taget os alle med storm med sit unikke talent og fængende popballader.
Joye Moe var i al hemmelighed også at finde på markedet sidste år, hvor han med en stormende entré overraskede 1200 kvinder til årets damefrokost. En oplevelse han husker som noget helt specielt, så han glæder sig til at tage os med på dansegulvet igen i år.
Vi har dog endnu en overraskelse på programmet torsdag aften kl. 24, hvor der er dømt partytime, når DJ SASH på den helt igennem fede måde går på scenen i markedsteltet. Han optræder rundt om i hele verden med sit meget liveprægede dj act, og er kendt for store hits som Ecuador, Encore Une Fois, Stay og mange flere og var en af de helt store slut-90’er stjerner og har siden solgt over 18 millioner plader.
Kom og oplev stemningen med DJ SASH i pulten, her er man sikker på den ultimative fest.
Traditioner skal der også være plads til og hvem vil gå glip af Lars Hansen & Burgermeisters og deres helt unikke optræden krydret med masser af humor. De er kendt for i den grad at skabe en kæmpefest med sange, som alle kan synge med på, så kom endelig i westernteltet torsdag aften kl. 23 og vær med på en startfest af de store når årets Dølle-marked for alvor går i gang.