Tak for et fantastisk jubilæumsmarked
Jubilæumsmarked nr. 40 er vel overstået
Medhjælperfesten er afholdt, de sidste evalueringsmøder er afsluttede og dermed er der sat foreløbigt punktum for årets marked. Det blev et jubilæumsår med en blanding af alle vejrtyper. Der var storm på pladsen på åbningsdagen torsdag, hvor ordet teltholder fik en dobbelt betydning, for det var virkelig nødvendigt at holde på teltene, så de ikke fløj videre til næste markedsplads. Derefter kom St. Bededag med mere stille vinde, men desværre også med vejrprofeter, der lovede regn i vores område. Sådanne meldinger holder gæsterne væk, selvom fredag egentlig blev en ganske hæderlig dag rent vejrmæssigt. Herefter fik vi en weekend med perfekt markedsvejr begge dage. Det var varmt og mens bøgen stod i sit lysegrønne skrud valfartede gæsterne til Dølle og vi havde den bedste lørdag i markedets historie. Der skal her lyde en KÆMPE TAK til alle gæster, kræmmere og udstillere, som støttede op om arrangementet.
Vi startede torsdag med et propfyldt telt til ekstra jubilæumskoncert med Birthe Kjær efterfulgt af Dodo & the Dodos. Herefter var der fuldt hus til Bro, Burgermeisters og Italo Brothers. Det blev et brag af en åbning på årets marked med fyldte telte. Fredagen fulgte Benny fra Olsen Banden morede de fremmødte gæster rundt omkring på pladsen fra morgenstunden. Det var en fredag i jubilæumshumør og markedsteltet blev gennem dagen fyldt med musik gennem 40 år. Her kunne du møde blandt andre Johnny Reimar, Anders Blichfeldt, Gry, Zididada og mange flere. Et marked afholdt midt i valgkampen, inden det forestående Folketingsvalg medførte også masser af fremtrædende politikere på pladsen, og Danmarks nye statsminister Mette Frederiksen talte for en stor forsamling på pladsen denne dag.
Lørdag blev som nævnt den største lørdag i markedets historie. Vi havde utallige gæster på markedspladsen, glade kræmmere og endnu engang fyldte telte om aftenen. Det nye tiltag havetraktortræk blev særdeles populært, og flere gange i løbet af markedet måtte vi melde udsolgt til gæster, der ville have fingre i Danmarks måske største tartelet. Søndag var det store markedstelt endnu engang fyldt godt op – denne gang med glade og engagerede Kandis-fans. Og Kandis-Johnny tog virkelig alle med storm, da han snuppede en cykel fra foreningen "Cykling uden alder" og kørte en tur rundt i teltet med en ældre medborger.
Dølle-marked er også børnenes marked og der var i år rigtig mange børn, der nød Gurli Gris, Paw Patrols, ansigtsmaling, Plys børnedisko, Sofus sæbebobleshow og mange andre aktiviteter.
Markedsbestyrelsen er meget tilfredse med afviklingen af markedet, som forløb uden vold, anholdelser og spirituskørsler. Vi oplevede desværre et uheld i en af Tivolilands forlystelser, men heldgvis kom de implicerede kun lettere til skade. Vi er stolte over de mere end 800 frivillige hjælpere, som endnu engang har gjort det muligt at afvikle et marked af vores kaliber. Det er da enestående at være en del af. Nu står sommeren for døren, og til september starter arbejdet for alvor med planlægning af marked nr. 41 i St. Bededagsferien den 7. - 10. maj 2020.
Vi ønsker alle en fantastisk sommer
Markedsbestyrelsen