Programmet for markedet er klar
Det fulde program er klar
Vi glæder os til første weekend i september, hvor det endelig kan lykkes at afholde et kræmmermarked i Døllefjelde-Musse. Vi har ventet med længsel på at kunne byde jer velkommen til landsdelens største begivenhed.
Det bliver et kræmmermarked med mulighed for masser af god handel med de mange kræmmere og udstillere. Du får rig mulighed for at gå og nyde stemningen på de nyslåede græsarealer og måske sidde i solen og nyde en af de berømte Dølle-pølser og en kold fadøl.
Der bliver oplevelser af enhver art. Tivoliland kommer med alle deres forlystelser og markedet har også sørget for god underholdning både på pladsen og i teltene.
På markedspladsen vil du kunne opleve Samba-optog, skovhuggershow, havetraktortræk og ikke mindst "Falster House og Horror" - hvis du tør. Det er et spøgelseshus med overraskelser.
Rent musikalsk bliver det festligt, folkeligt og fornøjeligt. Der er noget for alle aldersgrupper. Lige fra Onkel Reje til de små, Specktors og Randers Cowboys m/Johny Cola til de unge, mens Sømændene og Queen Machine rammer de fleste aldersgrupper. Der vil også være nostalgi med Torben Lendager, fede Gasolin-numre med Gasoline og dejlige eftermiddage med Richard Ragnvald og Kandis.
Derudover er der mange festorkestre som alle dage vil sørge for den hyggelige stemning, som hører til på Dølle.