Klar til marked
Nedtælling til Dølle-Markedet er startet
Med kun 1½ måned til St. Bededagsferien er vi i Markedsbestyrelsen for alvor begyndt nedtællingen til årets marked.
Det har været en hektisk vinter, hvor vi samtidig med afslutning af sidste års september-marked, sideløbende har arbejdet med forårets marked, som vi endelig efter to års pause kan afholde i St. Bededagsferien – som vi traditionen tro har gjort siden 1980.
Covid19 har luret lidt i baggrunden gennem vinteren, men nu tør vi endelig tro på, at vi kan afholde et marked præcis som vi kender det. Med alt hvad dertil hører af kræmmere, udstillere, Tivoli, festlig og folkelig stemning med masser af musik og et bredt udvalg af mad og drikke for store som små.
Dame- og herrefrokost
Alle billetter til damefrokosten er for længst udsolgte, mens herrefrokosten allerede nu er godt fyldt op. Der dog stadig ledige billetter, så skal du forkæle dine medarbejdere med en lille sammenkomst, fordi julefrokosten blev aflyst, vil du samle gutterne fra fodboldholdet eller er du ved at planlægge polterabend for en dine venner, har I mulighed for at opleve ægte mandehørm, når herrefrokosten løber af stablen lørdag den 14. maj.
Stadepladser
Markedet har i år taget nyt bestillingssystem i brug og det er dermed muligt at booke sin stadeplads online. Det gælder både for kræmmere og udstillere. Ved hjælp af et kort over markedspladsen kan du vælge lige præcis den placering, som du ønsker. Nogle vil gerne være tæt på campingpladsen, andre nær ved Tivoli, hvor der traditionelt kommer mange børn og atter andre vil være på den sikre side i forhold til vejret og vælger en plads i et af de to store kræmmertelte – kort sagt er der masser af muligheder og valgfrihed. Der gælder dog først-til-mølle princippet og 80 % af stadepladserne er allerede solgt på dette tidspunkt.
Forventning om masser af gæster
Et forårsmarked som vi kender det i midten af maj måned giver forhåbninger om lune temperaturer og masser af glade gæster. Når duften af forår og bøgetræerne på markedspladsen står i deres lysegrønne flor er det som om humøret ryger en tand i vejret. Vi vil derfor lægge os ekstra i selen for at skabe de bedste rammer for en dejlig oplevelse på årets marked for alle aldersgrupper.
Traditionen tro vil Kandis være at finde i det store markedstelt søndag eftermiddag, mens resten af musikprogrammet vil være på plads i allernærmeste fremtid. De sidste brikker skal lige falde på plads i det store puslespil