TAK FOR I ÅR
Døllefjelde-Musse Marked siger tak for i år
Marked nr. 42 blev afviklet i St. Bededagsferien og hvor var det fantastisk at vi kunne vende tilbage til en afholdelse på det traditionelle tidspunkt på året. Bøgetræerne ved pladsen var nyudsprungne og duften af forår fyldte hele markedspladsen.
Vejret var i den grad med os med masser af sol, lune temperaturer og svag vind. Et markedsvejr præcis, som vi havde ønsket os.
Rekord mange gæster fandt vej til Døllefjelde-Musse og der var glæde at spore hos kræmmere, udstillere, Tivoliland og i de utallige mad- og drikkeforretninger inklusive vores egne.
Vi fik atter afholdt en gøglergudstjeneste til ære for de farende svende fredag aften i den smukt oplyste Døllefjelde Kirke med gæsteprædikant Lennart Damsbo-Andersen som bla. talte om det med at gå på valsen.
En meget kedelig oplevelse fandt dog også sted på markedets parkeringsarealer, idet to mænd fredag aften kom op og skændes og den ene stak den anden ned. Dagens efter døde han af sine kvæstelser. Det er uendelig trist og vore tanker går til de pårørende. Episoden betød, at politiet var nødt til at spærre dele af parkeringspladsen af i nogle timer og vores gæster måtte vente på at få deres biler. Vi forsøgte at håndtere situationen så godt som muligt ved at tilbyde varme, mad og drikke, men er ganske klar over, at det var svært at forstå for gæsterne.
Rent musikalsk blev markedet en stor succes med masser af musik for alle aldersgrupper. Stig og Vennerne, Djämes Braun og Vild Smith samt Kato spillede for et stort publikum torsdag aften. Fredag var det Fyr og Flamme, DJ Aligator og We are the 90s som fik teltdugen til at løfte sig, og lørdag sprængte vi alle rammer da Ude af Kontrol fyrede op for festen - alle sammen i Markedsteltet.
I Festteltet fungerede festerne perfekt med kopibandne Rigtige Mænd, René og Værsgo og Karl Hermands Trio, som gav den gas med henholdsvis TV2, Kim Larsen og John Mogensen musik.
Der skal her lyde en kæmpe tak til alle gæster som kom på besøg. Vi håber i kommer igen til næste år, når markedet løber af stablen den 4. - 7. maj 2023.
Tak til alle kræmmere og udstillere som har taget godt imod vores nye online-bestillingssystem. Vi håber i har fået masser af oplevelser, gode snakke med gæsterne og kroner i kassen.
Tilsidst skal lyde en stor tak til vores 650 frivillige medhjælpere. Uden jer kunne vi slet ikke afholde et marked af denne kaliber. I gør en kæmpe indsats, og vi ved at rigtig mange af jer har ydet ekstra hjælp i år, hvor der kom så mange gæster.
Tak.